Formål
Modeller/prototyper kan have mange forskellige funktioner i et designforløb. De er værdifulde, når ideen, designet eller konceptet skal formidles, og det bliver meget lettere at træffe beslutninger, når man kan se og mærke det fysiske produkt. Fremstilling af en model eller en prototype kan også bruges til at vurdere, hvordan emnet kan produceres.
Modeltyper
Der kan være tale om skuemodeller, skalamodeller, funktionsmodeller, udstillingsmodeller, testmodeller, modeller til foto, prototyper o.s.v.
Kvalitetsniveauet spænder fra simple koncept-modeller til fungerende prototyper, som er meget tæt på det færdige produkt.
Kvalitet
Modeller og prototyper fremstilles ved hjælp af en bred vifte af teknikker og materialer samt en kombination af højteknologi og manuel forarbejdning.
I princippet er alt muligt, men det er afgørende, hvad prototypen skal bruges til, og hvilket pris- og kvalitetsniveau man ønsker.
Drejning
Emner drejes op manuelt, v.h.a. kopidrejning eller i CNC-anlæg. Det kan f.eks. være et vinglas i akryl, træben til et møbel, en dorn til vakuumformning eller et messinghåndtag til en dør
Fræsning
Emner fræses manuelt, i en kopifræser eller med CNC-fræser. Det kan f.eks. være dorne til vakuumformning, akrylemner eller tekniske plastemner.
Vakuumformning
Akrylplader varmes op og suges ned over en dorn i en vakuumformer, hvorefter man har en skal i den ønskede form. Det kan f.eks bruges til at lave en flaske til en ølproducent, en kæmpe colaflaske til et Rockmuseum, en del til en hospitalsskanner, en skål, en vase, en lampe o.s.v.
Støbning
Emner støbes af i div. materialer v.h.a. en støbeform i f.eks. silikonegummi eller gips. Det kan f.eks. være indstøbning af blomster i en akryllampe eller en kylling i silikonegummi til test i slagteribranchen.
Polering
Emner poleres manuelt v.h.a. diverse polermaskiner. Det kan f.eks. være et drejet akryl-glas som skal poleres så det er lige så klart som glas, en lightguide, et SLA-print der skal have finish eller et metaltrykket emne.
Lakering
Emner lakeres i malerkabine så den ønskede overflade opnås. Det kan f.eks. være finish af SLA-emner eller en blank overflade, der skal matteres, så man opnår er mere eksklusivt udtryk.
Metalbearbejdning
Metal bearbejdes på metalværkstedet v.h.a. diverse maskiner til bukning, standsning, valsning, optrykning, svejsning o.s.v. Det kan f.eks. være en prototype af en havegrill eller en kniv.
Træbearbejdning
Træ bearbejdes på træværkstedet v.h.a. diverse maskiner til at høvle, slibe, dreje, skære, lime o.s.v. Det kan f.eks. være en stol for en møbelproducent, en 3D formpresset sofa i finér eller en speciel bordplade.
Elektronik og lys
Alle former for elektronik og LED teknologi kan monteres i prototyperne, så de får den ønskede funktion. Det kan f.eks. være en prototype af et fjernsyn, en skanner til medicinalindustrien eller en lampe.
Avancerede teknikker
Der anvendes diverse avancerede teknikker, når det giver mening i de enkelte projekter. Det kan f.eks. være CNC fræsning, laserskæring, 3D print o.lign.